FØRSTE GENERATION |
 Følg os på Facebook |
Lørdag 31. januar 2026 – 76 personer – Albertslund
BILLEDER ER NEDERST PÅ SIDEN HER
1. GENERATIONS PAKISTANERE I DANMARK
D. 31. januar mødte vi op til forberedelser til et event vi aldrig nogensinde har lavet før. Eventen havde meget dybere mening end hvad vi ellers altid arbejdet i DanPak.
DanPak handler om social samvær, om kultur og historie, om gode oplevelser sammen og om at udforske Danmark og Pakistan mere end det vi kender som normalen.
▶ HYLDEST TIL FØRSTE GENERATION
1. GEN eventen handlede KUN om at hylde og ære vores første generation, som i store træk kom til Danmark sidste i 60erne og første i 70erne.
Det handlede om at Danmark var igang med en voldsom udvikling, lidt som en del af industrialiseringen, og havde brug for mange hænder til at arbejde. Det var typisk arbejde på fabrikker, værfter, rengøring og lign. som Danmark manglede rigtige mange hænder til.
Vores første generation som kom her til Danmark, var ikke ud af velhavere, men det var rent faktiske arbejdere, som søgte bedre forhold for deres familier, og det kunne man gøre ved at tage ud i nogle år og arbejde, tjene penge og så komme hjem og bruge pengene på familie, hjem eller forretning. Det var ihvertfald planen for de fleste af 1. generations pakistanere.
Men som bekendt endte det jo med at blive til noget helt andet.
Efter de første mænd ankom og begyndt arbejde, så tillod Danmark at familierne kunne komme, og inden længe så var børnene igang med skoler og uddannelser og blev så hurtigt godt integreret at en retur til Pakistan så rigtig svær ud.
Derefter bevægede vores første generations historie sig frem til at de nok først ville vende hjem i en kiste, hvilket mange af dem også gjorde. Men over tid så gik det op for folk at hvis de blev begravet i Pakistan, så ville chancen for at deres børn ville besøge dem ved gravpladsen være forsvindende lille. Derefter er deres historie endt med at de nu bliver begravet i Danmark.
▶ DET VAR HÅRDT ARBEJDENDE FOLK
Det var folk af den gamle støbning som arbejdede virkelig fysisk hårdt. De kæmpede dag ud og dag ind på fabrikker, på værfter, på værksteder, kørte taxer, busser og transport og stortset alle de steder hvor Danmark manglede at løfte. De bidrog til Danmark fra dag 1.
De har allesammen kæmpet helt frem til deres pensionsalder, og mange er gået over pensionsalderen inden de har trukket håndbremsen – mænd som kvinder. Alle har bidraget benhårdt til samfundet og til familiens ve og vel.
De har arbejdet hårdt, de har betalt skat og de har givet alt de havde i sig … og mere til.
▶ HVER ENESTE DRÅBE SVED HANDLEDE OM FAMILIEN
For dem handlede hver eneste dråbe af sved om bedre forhold for familien først og fremmest, og det var hele familien. Både børn og deres egne forældre og søskende. De kom fra et samfund hvor familie betød alt, og intet var foran ens forældre.
Mange af dem arbejde flere timer, og mange havde flere jobs. Det var et benhårdt liv de havde – både hjemme i Pakistan og her i Danmark.
Disse mennesker kæmpede og kæmpede, og har stortset ikke haft andet indhold i deres liv, end at arbejde, arbejde og arbejde.
Meget lidt tid var det til fritid, glæde og interesser – alt det var efterladt i Pakistan.
Det var deres liv i Danmark !
Arbejde, betale skat og bruge det hele på familien.
▶ KÆMPE SELVOPOFRELSE.
Første generation har ofret alt. De har sagt farvel til forældre, søskende og andet familie. De har sagt farvel til venner, bekendte og hele deres netværk og deres liv. Vi ved hvormeget forældre har betydet for den generation – langt mere end vi værdsætter vores forældre idag her i Danmark.
Mange nåede ikke at se deres egne forældre eller søskende en sidste gang, fordi forældrene døde i Pakistan og blev begravet inden de kunne nå frem her fra Danmark. I de dage så kom man også kun til Pakistan 1 gange hver femte år eller lign. Så det var virkelig hårdt for dem når de mistede deres forældre eller søskende tilbage i Pakistan i de dage.
▶ EFFEKTEN AF DERES INDSATS
Kan ses allesteder omkring os i dag.
De har været en del af den opbygning til det, som det velfærdssamfund som Danmark er blevet på ryggen af industrialisering.
De har sikret at deres børn har fået uddannelse og mulighed for at skabe sig et bedre liv.
I dag kan vi se anden og tredie generations pakistanere, som er veletableret, velintegreret i alle dele af det danske samfund.
Vi har unge og voksne der er læger, sygeplejersker, forretningsfolk, ingeniører, rengøringsfolk, jurister, folk der arbejder hårdt i butikkerne, sosu, pædagoger, i forsvaret, hos politiet og i politik osv. …….. der er stortset ikke en branche hvor anden og tredie generation af pakistanere ikke er repræsenteret.
Samlet set har vi gjort det godt – baseret på vores forældres benhårde indsats og selvopofrelse.
▶ MEN VI GLEMMER
Danmark har glemt hvordan 1. generation eller fremmedarbejdere som indvandrer hed dengang, har været med til at løfte det danske samfund op til det niveau vi er på idag.
Vi, som anden og tredie generation, har aldrig haft fokus på hvad vores forældre egentlig har gjort for os. Vi har bare kørt derude af i hamsterhjulet, som Danmark desværre er blevet en meget effektiv udgave af. Det har handlet om uddannelse, job, karriere, penge, hus og biler, og på et tidspunkt etablering af egen familie.
I det ræs har vi glemt vores første generation.
▶ ANERKENDELSE, RESPEKT OG HYLDEST
Derfor havde vi dette event, hvor vi meget klart gav udtryk for vores anerkendelse af deres store offer, vi respekter deres kæmpe indsats og vi hylder dem for alt hvad de har gjort for os.
▶ VI HAR DEM IKKE RET MEGET LÆNGERE
Vi har allerede mistet en meget stor del af første generation. Og dem som er tilbage har vi ikke mange af.
De er godt op i alderen og meget afhængige af hjælp fra deres børn.
Lad os ikke glemme dem og deres indsats for os
Lad os hver især takke dem dagligt for hvad de har gjort for os.
Lad os være taknemlig for at vi har dem lidt endnu.
Derfor lad os give dem den kærlighed og opmærksomhed som de fortjener – vi kan aldrig give dem nok for hvad de har gjort, men jeg er sikker på at lidt opmærksomhed og kærlighed fra deres børn er nok til at glæde deres hjerter.
